Trinitatis søndag (2. tekstrække) 7. juni 2020

Trinitatis søndag (2. tekstrække) 7. juni 2020


# Prædikener
Udgivet lørdag d. 13. juni 2020, kl. 17:19

Kan I huske dengang der var husmødre til, dengang børnene ikke gik i SFO eller study efter skole, dengang der ikke fandtes mobiltelefoner og Ipads? Det er faktisk ikke så længe siden endda. Dengang var, der altid nogen hjemme, når børnene kom fra skole. De råbte ”Hej”, når de kom ind ad døren og smed tasken ved stumtjeneren, og der var en mor et sted i huset, der også råbte ”Hej”. Mere samvær var der måske ikke. 

Hvis så mor ikke var hjemme, hvis hun ikke svarede, når man råbte ”Hej”, så ledte man efter hende. Man gik gennem den tomme stue, man ledte ovenpå, man ledte i kælderen, man så ud i køkkenet. Og der fandt man så en seddel på køkkenbordet og kom i tanker om, at mor jo slet ikke var hjemme. Derfor havde hun lagt en seddel. ”Husk at lukke hunden ud og katten ind. Maden er klar i køleskabet, den skal bare i ovnen. 1000 kys og kærlig hilsen mor. Kommer snart”.

Pyyh, så var hun der alligevel. Hun havde lagt en seddel. Man var ikke helt alene. Hun kommer igen. Hun kommer snart. Mor er med på en eller anden måde. Man kan mærke hendes nærvær i stuerne, fordi hun har lagt den seddel. Trygheden reetableres. 

Jesus lægger også en besked i dag. Han tager afsked, og han kommer lige med en reminder, før han forsvinder. Husk at døbe og fortælle min historie, og så er jeg i øvrigt med jer alle dage indtil verdens ende. Sådan. Det er jo ligetil. Men hvordan er han med os?

Ja, det må have noget med Helligånden at gøre. Ånden, der ankom i søndags, pinsedag. Men den er svær at begribe. Hvad er Helligånden egentlig for noget? 

Når man læser fortællingerne, der hører til pinsedag, så lyder det som, Helligånden er en afløser for Jesus. Efter Jesu død, opstandelse og himmelfart finder Gud en ny måde at vise sig på, nemlig gennem sin Ånd. Ånden kommer til menigheden, ja Ånden skaber menigheden, den giver følelsen af samhørighed og fællesskab til de, som blev ladt tilbage, da Jesus forlod denne verden. Ånden giver fælles fodslag hos disciplene. Kirken bliver til som et Helligåndens fællesskab. 

Ånd er svær at forstå og forklare. Almindeligvis forholder vi os ikke til noget, der på den måde både er der og ikke er der. Vi kan godt være væk fra hinanden, fra dem vi holder af. Men hvis vi er væk fra hinanden alt for længe, kommer vi til at savne hinanden. Vi kan ikke undvære den fysiske kontakt. Det kan vi godt nikke genkendende til i det forår, der netop er gået. Et fællesskab kræver, at man også ser hinanden rent fysisk, vi kan ikke leve af et åndeligt fællesskab alene.

Med Gud forholder det sig måske nok noget anderledes. For fællesskabet med ham var jo egentligt kun fysisk for en tid. Han var til stede i verden som Ånd både før og efter, han blev et menneske. I Det gamle Testamente er Gud også kun til stede gennem sin skabende og livgivende Ånd. Man kunne heller ikke da se ham eller røre ham. Det var kun for en tid, at han var helt konkret.

Men kan vi forholde os til sådan en åndelig Gud? Bliver Gud ikke en fraværende Gud, når han kun er hos os med sin Ånd? Det er nemt at komme med en påstand om at være med os alle dage indtil verdens ende. Er Ånden nok for os?

Måske skal man forstå hans nærvær som det nærvær, man føler gennem breve, sedler, sms’er og mails, med et menneske, der ikke er fysisk til stede. Det er åndeligt til stede. Man mærker nærværet gennem beskeden.

Disciplene, vi, kan mærke Guds nærvær gennem de beskeder, han har lagt til os på tilværelsens køkkenbord. Uge efter uge prøver vi at finde ud af, hvad han mener med de beskeder, han har lagt. Nogle gange er de svære at blive kloge på, andre gange er de lettere at tyde. Men der ligger dog et vidnesbyrd tilbage om Gud, som vi kan fortolke og forstå efter bedste evne.

Er det sandt alt det, der står i Bibelen om Gud? Kan det overhovedet være det, modstridende som beskederne i bogen kan være? Nej, det er ikke sandt alt sammen. Det behøver det egentlig heller ikke at være. Vi må tolke det og give det mening i vores liv. 

Men Gud bliver ikke mindre Gud af, at alt i Bibelen måske ikke er sandhed i enhver betydning af ordet. Der har været alt for mange forfattere ind over til at give et entydigt billede af verden og Gud i Bibelen. 

Og ville det mon betyde noget for barnet i køkkenet, hvis katten allerede var gået ind, og hunden var smuttet ud? Ville det have betydet noget for barnet, hvis maden var i en gryde og skulle på blusset i stedet for i ovnen? Nej. Barnet ville have fundet ud af det. Det er kun hverdagslige småting, der ikke for alvor betyder noget. 

Nærværet fra mor ligger i afslutningen. I de 1000 kys og den kærlige hilsen. Nærværet ligger i de sidste ord: Kommer snart.  Hun kommer tilbage igen, for at være sammen med sit barn.

Gud kommer tilbage til os for at være sammen med os i vores liv, i vores død. Ja, han er med os alle dage med sin ånd. Vi kan så bruge vores liv på at forstå hans beskeder uden nogensinde at blive færdige. Men alligevel er det dem, der giver os fornemmelsen af hans åndelige nærvær i vores liv. Alligevel er det dem, der giver os en idé om, at han er kærlig og vil os det bedste alle dage. Det er essensen af hans beskeder. 1000 kys og kærlig hilsen Gud. Kommer snart. Amen.

Salmer:

Nu blomstertiden kommer 

Alle mine kilder 

Aleneste Gud