1. søndag efter trinitatis (2. tekstrække) 14. juni 2020

1. søndag efter trinitatis (2. tekstrække) 14. juni 2020


# Prædikener
Udgivet af Marie Ørgaard, mandag d. 15. juni 2020, kl. 10:46

Der har været god tid til at se foråret folde sig ud i år. Især hvis man har en hund, der skal luftes, løbeture, der skal løbes eller pokemons, der skal fanges. I den periode, hvor vi ikke måtte forlade vores eget kvarter, kunne man i særlig grad iagttage forandringerne i naturen dag for dag. 

Forsytiaerne, der blomstrede i begyndelsen af karantænen, så kirsebærene, påskeliljer, tulipaner, guldregn og nu roser, alle slags roser, lavendler og pæoner. Der er smukt i haverne rundt omkring, i skovene og langs jernbanestrækningerne, med valmuer og alle mulige andre vilde blomster. Det føles næsten som at være rig hos Gud, når man har haft lejlighed til at følge foråret så tæt, at sidde, gå og løbe i al den skønhed. Rig hos Gud.

Fortællingen om den rige bonde, der ikke kan holde måde, flyder nemt ud i gamle sayings og moralisme, grænsende til Gajolvisdom. For der ikke er lommer i ligklæderne, den, der gemmer til natten, gemmer til katten og opsparet rigdom bliver til ulykke for den rige, som prædikeren måske lidt misundeligt påpeger. 

Det er fristende her hvor vi bor at rode sig ud i den snak. For her, hvor mange har mange penge, kan man måske faktisk mærke noget af sandheden bag al den moraliseren og de faste udtryk. For vist kan hjertet forne under rosenkinden - også den rige og smukke har sorger og bekymringer. Og pengene kan vitterligt tage magten fra et menneske. Det materielle kan komme til at fylde alt alt for meget i et menneskeliv. Beregning og overslag kan blive indfaldsvinklen til livet i alle dets facetter. Og det er en stor fattigdom. Nej, et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selvom det har i overflod. Lad ikke pengene tage magten fra dig, selvom de er gode at have.

Men måske det slet ikke er denne moralske tilgang til fortællingen, der er den vigtige. Denne skiften mellem brødre, denne samlen i lade, denne holden hver på sit. Måske handler fortællingen mere storladent om at være rig hos Gud. Hos Gud. Ikke mellem, under, over eller ved siden af noget eller nogen. Men hos. Vi er kommet på den anden side af sammenligningens forbandelse her, af beregning og kalkyle. Vores jordegods hver især er ikke vigtigt her, det betyder virkelig ingenting.

Som hjemme hos en gammel kollega af mig. Hun havde for nylig besøg af sit lille barnebarn. Barnet legede muntert ude i haven. Mormor ordnede noget vigtig indenfor. Og pludselig kom den lille glædesstrålende ind i stuen med favnen fuld af pæoner, alle pæonerne fra hele haven faktisk, alle hovederne fra alle pæonerne fra hele haven. Barnet var i sandhed rig hos Gud lige der, sindbilledet på at være rig hos Gud. Men det var ikke lige mormors idé med de blomster der.

Det var egentlig meningen med dem, nu hvor de stod så smukt netop i år, at mormor ville have plukket en buket med ind samme aften, hvor de nye naboer skulle på besøg. Ja, vasen var allerede i tanken stillet frem. Det ville have set om ikke rigt ud i materiel forstand, så dog overskudsagtigt med pæonerne fra haven på bordet. Ja, det er så mit skønne hjem. Ja, det er så min pragtfulde have. Vil I med på havevandring, så kan jeg vise jer min yndlings pæonstaude… De havde fået lidt at leve op til de nye naboer. Der er styr på det inde hos præstens. 

Men nu blev barnebarnets kærlighedsgave mavepusteren, der sendte mormor tilbage i den verden, hun egentlig også helst selv ville være i. Der hvor man er rig hos Gud, ikke i forhold til naboen eller sin bror, når engang der skal skiftes. Der hvor man ikke på forhånd har foretaget en beregning af alt fra huslån til plukningen af havens blomster. Der hvor man lader storslåetheden få overtaget. Se, hvor rig verden er. 

Barnebarnets ødselhed afslørede mormorens beregning med de pæoner. Hun var overhovedet ikke stor i slaget, overhovedet ikke ødsel, overhovedet ikke rig hos Gud. Men måske i forhold til naboen. Hvor småt og fattigt kan det blive.

Hvor er det glædelige budskab i fortællingen om den rige bonde? Der er ikke megen glæde at spore i en tyngende moraliseren over rigdom og fattigdom eller en hæften sig ved sammenligninger og regnskaber mellem mennesker eller i forhold til Gud. Det glædelige budskab ligger i den sidste sætning. Fortællingen handler om at være rig hos Gud. Om den kreativitet og omtanke, der griber os i de øjeblikke, hvor vi ser overfloden i naturen, kærlighedsgaverne fra den anden, ødselheden også hos os selv sommetider her på vores blomstrende jord. Amen.

Salmer: 

Nu rinder solen op

Det dufter lysegrønt af græs

Sorrig og glæde