Pinsedag 2020 31. maj

Pinsedag 2020 31. maj


# Prædikener
Udgivet af Marie Ørgaard, mandag d. 15. juni 2020, kl. 10:52

Det er godt nok smart med det der Zoom og Teams, og hvad ved jeg. Man kan holde møder, møder, møder. Det er smart. Man behøver ikke rejse sig fra sin stol hele dagen. Bare holde møder. Det er drøneffektivt. Ingen smalltalk, ingen kaffedrikning, man behøver faktisk ikke engang at have bukser på.

Man kan også holde digitale gudstjenester og andagter. Det er altså også smart. Så kan præsten bare snak, snak, snak. Ingen øjenkontakt, bare snak. Det er altså godt. Og også der kan man bare sidde i sin stol imens og få sig en kop tår kaffe måske. Bare sidde, sidde, sidde. I månedsvis, måske lige en fællessang hver for sig hist og pist. Det er noget, der dur. 

Man er gået så vidt flere steder, at man også kan holde digital altergang, så sidder man derhjemme med en dram og lidt knækbrød - hvad man nu har, og så siger præsten ind i kameraet, at det der faktisk er Jesu Kristi legeme, man sidder med der i lænestolen. Den er altså også i vinkel. Man kan simpelthen bare blive siddende. Det er altså en god ting.

Spøg til side. Der er blevet gjort så meget fint og godt, for at vi alle kan holde modet oppe i det her vanvittige forår, vi har oplevet. Mennesker er gennemgående ret hittepåsomme. Der kommer gode egenskaber frem i os i krisetider. Og Zoom og hvad ved jeg er et gode alternativer, når nu vi ikke har haft andre muligheder. Og digitale møder kan også bruges i fremtiden.

Men det har også været tomt, så utrolig tomt og hult ind i mellem og trøstesløst. De digitale platforme - hvor smarte de end er - er kun en fattig efterligning af et møde rigtigt in persona i kød og blod. 

Og hvad er det så, der mangler på videomøderne? Ja, der mangler vel først og fremmest det fysiske, tænker man umiddelbart, knuset, håndtrykket, kindkysset. Man bliver så hudsulten af isolationen, siger man, og mimikken, foden, der dingler under bordet, håndbevægelsen. Det mangler alt sammen. 

Ja, men det er ikke kun fysikken, den er gal med. Digitale møder er så håbløst åndløse. Det er sværere at aflæse hinanden, sværere at finde fælles fodslag, fælles energi, og måske den der indledende smalltalk også gør noget ved mødekvaliteten. 

 “Mennesket er ingen abekat”, har Grundtvig sagt, “det er et eksperiment af støv og ånd”. Støv og ånd. Det fysiske og det åndelige hænger sammen. Når man er fysisk til stede, giver man også ånden plads i det absurde forsøg, livet i verden er. Det er som om, Internettet kvæler Ånden.

Især den digitale altergang afslører, at der er noget, der er fuldstændig borte, når man mødes på den her måde. Brødet og vinen er netop fællesskabskonstituerende. Det er virkelig bare brød og vin hjemme i stuen. Det giver ingen mening at sidde der for sig selv. Altergangen giver kun mening, når man er sammen i virkeligheden. Man får følelsen af samhørighed, når man deltager i altergangen. Der skal fysik og ånd til. Fællesskabsfølelse. Følelsen af at være sat ind under det samme guddommelige blik, og det kan ikke på samme måde opnås, når man sidder hjemme i sin egen stue.

Disciplene sad ikke hjemme i deres egen stue pinsedag. De var gået ud. De var taget til gudstjeneste. Pinsen er nemlig også en jødiske højtid, og disciplene var jo jøder, ligesom Jesus var. Og ligesom med påsken, ændrede pinsen også indhold i den kristne udgave. Den kristne pinse handler om Helligånden, Guds ånd der kommer til de sorgfulde disciple.

De havde ellers været slemme til bare at sidde derhjemme siden den påske. De kunne ikke rigtig komme igang med tilværelsen igen og vidste faktisk hverken ud eller ind. Nok havde Jesus vist sig for dem som opstanden - det var ikke helt håbløst - men Kristi himmelfartsdag var det som, han forsvandt fra dem ud i blaue luft. Nu anede de hverken ud eller ind, så de søgte sammen. De kunne, som var de i en anden coronaisolation, ikke holde de evindelige åndløse 4 vægge ud længere. 

Og i fællesskabet med alle de andre, der var kommet til Jerusalem i anledningen af pinsen, skete der noget med dem. Som et pust, som en vind, som en voldsom kraft, som ild, som Gud selv trak sit vejr gennem dem, følte de sig forbundne og levende igen der midt i huset sammen med alle de andre, hvor de sad. Ligesom i myten om Adam, der kom til sig selv gennem Guds mægtige åndedrag. De vågnede af dvalen, fik energi af fællesskabet med de andre, følte sig forstået og blev klar til at træde ud i livet påny. De blev mennesker igen - vi bliver mennesker igen - sammen, i støv og Ånd. Amen