3. søndag efter trinitatis (2. tekstrække) - 28. juni 2020

3. søndag efter trinitatis (2. tekstrække) - 28. juni 2020


# Prædikener
Udgivet af Marie Ørgaard, søndag d. 28. juni 2020, kl. 17:21

Det er ikke så tit, man sådan for alvor har tid til at få ryddet op. Rigtigt i skuffer og skabe, i kældre og på lofter. Det hober sig op efterhånden. Gamle mapper, fotos fra en svunden tid, ting i diversekasser. Diverse er det værste. Ikke engang når man flytter, lykkes det hver gang. Så åbner man måske en flyttekasse fra et tømt legehus eller bare indholdet af skrivebordsskufferne, usorteret. 

Men i det her forår har folk godt nok været i gang. Aldrig er der blevet ryddet så meget op i Europa. Køerne var uoverkommelige, da genbrugsstationerne endelig lukkede op igen. Nu kan man komme af med alt det gamle skrammel. 

Der er blevet ryddet op både udvendigt og indvendigt. For mange har glædet sig over, at man har haft så meget tid til sig selv. Tid til at få tænkt sig om og komme i kontakt med de indre linjer også. 

Så har man måske googlet lidt. Hvad kan en lille smule hovedpine hver dag mon komme af? Eller hvad med den lille isning i kindtanden? Eller det man spiser, er det egentlig godt nok? Skulle man ikke lige få kigget lidt mere på det? Eller den negative måde, man altid tænker på sin mor på? Det kunne man godt gøre noget ved, nu man har tiden, se at få ryddet op i.  

I det hele taget den måde man attakere livet på. Det kunne godt blive bedre. Man kigger ind og ind. Og når man rigtig fortaber sig i sit eget indre, bliver fejlene, rodet, bunkerne mere og mere ufremkommelige derinde. Man bliver ikke til at holde ud at være i nærheden af for selvoptagethed, når man ikke har andet end tid i verden. Man bliver nøjeregnende med det mindste, der angår en selv. Måske kommer man først for alvor i ubalance, når man ikke har andet end indre harmoni i hovedet.

Som den ældste bror i lignelsen om den fortabte søn. Overskrifterne til afsnittene i bibelen er senere tilføjelser, og måske man skulle overveje, hvem af de her drenge, der egentlig er den fortabte, den yngste eller den ældste eller dem begge. Lignelsen om de fortabte sønner.

Den ældste har alt tid i verden. Han vil bare have orden. Orden på de ydre og de indre linjer. Der skal ikke være nogen slinger i valsen her. Man skal yde før man kan nyde og leve op til forventningerne.

Den ældste bror må have været irriteret gennem et længere stykke tid. Allerede den måde hans klynkende far savnede den useriøse lillebror på. Stod der på bakken og kiggede ud over markerne af længsel efter sin lille dreng. Py. Jalousien har hobet sig op, som rodet i en skrivebordsskuffe. Hvor var han dog ynkelig. Faderen - og broderen, da han kom rendende hjem igen uden en klink. Hvor lavt kan man gå? Godt man passer sit og gør, som man skal. Godt man har sit på det tørre, lever op til kravene, kan sætte alle fluebenene. 

Og så er det alligevel den ældste bror, der ender med at stå der på gårdspladsen og sparke til bildækkene, så er det alligevel ham, vi ikke rigtig ved, hvordan det skal gå, når fortællingen slutter. Giver han slip på sig selv og trangen til, at alt skal være formfuldendt og fester med? Eller bliver i sin kasse af orden og principper? 

Indenfor rammerne af lignelsen er det der den sande fortabelse ligger, når man ikke går med i livet og vover også at fejle sommetider. Når man ikke tør tilslutte sig den brogede skare af dem, der deltager i festen, for de er måske ikke alle så fine i kanten, som man helst ser sig selv. Vil man være med her, hvor også dem, man ikke kan lide, er inviterede? Hvis man går med, afslører man så ikke bare, at man faktisk ikke er helt så fuldendt, som man giver udtryk for?

Faderen her, han tager imod alle, hans arme er åbne, hans kærlighed er grænseløs. Lignelsen om den kærlige far er måske den bedste overskrift. For den guddommelige kærlighed og generøsitet, han skal være udtrykket for, kender ikke til forskelle. Og det er svært at have med at gøre, især for en type som den ældste bror, der helst vil have orden på tingene og balance i sindet. Faderen vil have alle med, og det er især belastende for den, der ser sig selv som særlig udvalgt.

Der er nogen, der mener, at den yngste bror skal forestille Jesus. Han drog ud i verden med al sin fars glæde og kærlighed i ryggen og delte ud til højre og venstre. Han besøgte festaberne og skøgerne, alle dem, der ikke altid har så godt styr på livet, som de måske ville ønske. Til sidst havde han brugt det hele. Og fjenderne var blevet store og mægtige, sure og provokerede, som de var over den ødsle livsstil. Så han røg ned i mudderet, ja faktisk helt ned i dødsriget, efter han var blevet pint og plaget. Og så rejste han sig igen med al sin livskraft og drog hjem igen til sin kærlige far. 

Og hvad lærte vi så af den historie? At det i livet gælder om at holde på sit og have styr på tingene, at blive ved det vante og det kendte som den ældste bror? Eller at det snarere handler om, at kaste sig ud i verden med frisk mod og livslyst, selvom det giver skrammer ind i mellem? Ja, det er jo så op til os at overveje, men ikke for længe, for så ender vi bare med at hænge der på gårdspladsen for og imod for evigt, og den kærlige far han har lovet at være der, når vores historie ender, uanset om vi gør det ene eller det andet. Amen 


Salmer: 

Se, nu stiger solen 

Tænk at livet

Nåden er din dagligdag