13. søndag efter trinitatis (2. tekstrække) - 6. september 2020

13. søndag efter trinitatis (2. tekstrække) - 6. september 2020


# Prædikener
Publish date Udgivet af Marie Ørgaard, søndag d. 6. september 2020, kl. 19:54
13.  søndag efter trinitatis (2. tekstrække) - 6. september 2020

Prædikentekst (åbner i nyt vindue)

Og så gik man lige og troede, at curlingforældre var et fænomen, der startede i 90’erne og så bare er vokset og vokset derfra. Det der med at give gummistøvler på et 6 årigt barn, køre børnene alle steder hen, lægge tøj frem hver aften, så poden ikke skal bøvle med at åbne skabet om morgenen, for slet ikke at tale om at finde noget frem, der ikke passer sammen. For ansigtet udadtil betyder jo også en hel del.  

Men først og fremmest gælder det om at fjerne hvert et lille bump på vejen for de små og store børn. Der er for nylig udkommet en spidende bog om forældreintra i Danmark. “Hvorfor skal skoletasken være så tung?”, hedder den, og selvom forældreintra ikke er relevant for os her, så kender vi nok tendenserne. 

En mor, der involverer en hel forældreårgang i en 2. klasse i jagten på lille Pippi Astrids bortkomne regnbukser. Karl Antons mor byder straks ind med sine erfaringer på området. Hendes dreng har nemlig 1 sæt regntøj i skolen, 1 i sfo’en, 1 sæt fast derhjemme, 1 hos farmor og farfar og 1 hos mormor og morfar. Man håber så bare ikke, det ender med en skilsmisse hjemme hos Karl Anton, så bliver Karl Anton nok våd en dag.

En anden mor i klassen står med en stor udfordring. Maja Cordelia er nemlig meget forvirret omkring, hvad tandfeen egentlig giver i bytte for en tand? Hun kom hjem og fortalte, hvordan feen hos nogen lægger 50 kr under hovedpuden, når hun har hentet en tand om natten. Men det er åbenbart meget forskelligt. Hos andre er det kun 10 kr, og for atter andre giver blot en enkelt tand en tur til Legoland. Der er også nogen, der aldrig får besøg af tandfeen. “Kan vi ikke aftale at ensrette, hvad vi giver, og hvordan det gives?”, slutter den stakkels mor med et forvirret barn. Nej, det er ikke nemt at være mor i dag.  

Det var det så heller ikke for 2000 år siden. Zebedæussønnernes mor kunne i hvert fald nok få forfattet et par indlæg eller tre på forældreintra i tidens ånd. Hun er så glad og stolt af sine to prægtige drenge, Jakob og Johannes. Hun vil gå gennem ild og vand for dem, som mødre jo vil for deres børn. Ja, hun agter at bane vejen helt op til de bedste pladser i himmerige for dem. Det er næsten en selvfølge for hende, at de to gode stole må være stillet frem netop til hendes friske og raske drenge. De har om nogen fortjent lidt credit.

Det er egentlig sjovt, at Jakob og Johannes ikke synes, hun er sådan lidt pinlig, når hun på den måde går i forbøn for dem hos deres ven. De er jo unge mænd, ikke små rollinger fra en skolefritidsordning. Der ville piger nok have stoppet deres mor. Sønner er muligvis generelt mere tålmodige overfor mødres indfald end døtre. Jakob og Johannes står i hvert fald der og nikker indforståede bag hende. Hun har deres fulde opbakning. Måske tør de ikke andet.

Selvfølgelig er situationen spidset til for Jesu disciple. De har sat sig selv lige i krydsilden. Jesus er ikke en tryg mand at omgås. Han har mange modstandere, og den modstand smitter af på vennerne. De risikerer at dø for deres tros skyld, og det var der da også flere af dem, der gjorde. Derfor er Zebedæussønnernes mor ude af sig selv af bekymring, hun er parat til hvad som helst for at sikre sine børn. Hun har det som en mor, jeg talte med engang, der havde besluttet sig for at sætte sig på sin søn, hvis han nogensinde overvejede at blive udsendt som soldat i krigsrædsler. Never. Glem det.

Nu kunne man så godt tro, at Jesus blev træt af Jakob og Johannes og deres klæbende mor. Det gør de andre disciple i hvert fald. Men det gør han ikke. Han henviser den lille flok til, at de fineste pladser ikke er dem, det her handler om. De er ikke vigtige. Det vigtige er ikke at redde sig selv og sine børn, at beskytte dem og sig selv mod alle lurende fare, selvom det er fristende. Det vigtige er ikke at mase sig frem i køen. Det vigtige er at tjene, at give, sig selv endda, måske, engang. 

Det kan godt lyde hult og frelst, som et svar vi ikke kan bruge til noget. Det er alt for fjernt et modindlæg, Jesus giver. Moderen her vil gerne have sine børn op i toppen af pyramiden, ja det vil mødrene i sfo’en vel dybest set også med deres mere eller mindre grinagtige indlæg. Det vil alle vi mødre vel. Der skal ikke gå noget galt på vejen, ikke for megen modstand i livet. Det må ikke gøre ondt, ja, ikke engang forvirring må børnene opleve. Vi kan ikke bære at se vores børn lide end ikke den mindste smule nød. Hvordan skulle vi kunne opføre os anderledes? 

Men den der nursen og curlen og fejen og pryden får fokus væk fra det væsentlige i livet både for mødrene og børnene. Børnene kan ingenting selv, og mødrene opdager ikke andet end de småting, der er lige foran næsen. De laver kun mikromanagement. Jesus sætter med sit svar en anden retning, skaber nogle andre rammer, udvider horisonten. Det er ikke kun dig selv og dine, det her liv handler om, det er meget større. 

Mærkeligt nok er det som om, sådan en tankegang er blevet sværere og sværere for os at forholde os til, efterhånden som vi har fået så mange flere muligheder for selv at forme vores liv. Så vælger vi at bekymre os for - og lægge energi i - et par regnbukser, der er blevet væk og tandfeens belønningssystem, fremfor det der for alvor betyder noget. Måske vi skal prøve at lade alle vores muligheder trække os udad og henad, så vi tør spilde lidt flere chancer og tænke lidt større - lige se sig lidt mere omkring end den allernærmeste matrikel. Amen

Salmer:

Septembers himmel er så blå

Du gav mig, o Herre

Denne morgens mulighed