Konfirmation 2020

Konfirmation 2020


# Det sker i kirken
Udgivelsesdato Udgivet af Marie Ørgaard, onsdag d. 30. september 2020, kl. 14:15
Konfirmation 2020

Konfirmanderne 2020 blev endelig konfirmeret den 12. september. Det blev en smuk højtidelighed i Cents kirke. Talen til konfirmanderne kan læses her:

Kære konfirmander, kære familier og venner til konfirmanderne. 

Nu fik vi gennemført første hurdle; at gå ind i procession. Det er ikke alle, der elsker at være i centrum på den måde. Nogle gør, andre gør ikke. Men vi klarede alle turen uden fald, næseblod eller hosteanfald. Så langt så godt. Og nu sidder I her, i samlet flok, som I helst ville. 

Jeg blev både glad og overrasket over, at I helst ville have coronakonfirmationen på den måde. At det vigtigste for jer er, at I er sammen. Så kommer familien i anden række. For det er jo også sådan, det skal være på en konfirmationsdag. Vi gør det sammen, ikke hver for sig. Her i kirken, i samme rum. Derfor har jeg også ladet jer sidde her foran ved siden af hinanden med jeres familier bag jer. For I gør det her sammen. Det er jeres fælles konfirmation. Og hvor har I glædet jer. Nyd nu dagen, alt hvad I kan.

Det tekststykke, som skal være udgangspunktet for min tale til jer i dag, kommer fra den mest kendte tale, Jesus har holdt. Den hedder Bjergprædikenen og findes i Matthæusevangeliet. Den lyder sådan her:

I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.

Tekststykket handler om noget med salt og lys, ville I nok godt kunne svare, hvis jeg spurgte jer - egentlig ikke oplagte emner i samme sammenhæng. Men alligevel er det kendte, enkle, dagligdags ting, vi bliver sammenlignet med her, salt og lys. Ting, som vi stadig bruger hver dag også i vores tid.

Vi lever i en kultur, hvor man meget gerne må lyse. Lyse op, være en stjerne, et talent, have x-faktor, blive lagt mærke til, vise sig frem og blive beundret. 

Om man bryder sig om at være i centrum eller ej, er det er et ideal i dag at shine. Vi vil shine. Vi vil gerne have, at andre skal synes, at vi shiner. At vi kan noget og er noget. 

Det vil jeg gerne, når jeg står her, at I tænker: Hun er altså bare en god præst, hende Marie. Det vil I gerne nu, i skolen, blandt vennerne. Det vil jeres forældre også gerne, når de overvejer, hvilket profilbillede de skal bruge på link’in eller Facebook f.eks eller hvilke feriebilleder, der skal på nettet. Vi vil allesammen gerne præstere, tage os ud, shine, blive set fra vore bedste sider. Vi kan ovenikøbet lægge filtre på fotos af os selv på de sociale medier, så vi shiner endnu mere. Lange øjenvipper, glat hud, cool udstråling eller måske hellere sådan lidt bambiagtig og tuttenuttet. 

Vi viser os frem ustandseligt i vores tid, som om vi stod på en scene. Og vi er meget bevidste om, hvordan vi tager os ud og gør alting. Vi sætter os mål på kort og langt sigt. Vi planlægger og arbejder proaktivt. Der er styr på selv den mindste detalje i et moderne, succesrigt, vestligt menneskes liv.

Coronaen har så givet os noget at tænke over. Pludselig faldt dage, uger og måneder ud af kalenderen, ja, med et kan der være gået et år, hvor ingenting gik som planlagt. Vi holdt op med at shine så meget. Sad egentlig der i nattøjet med uglet hår og passede skole og arbejde hjemmefra. Ingen skole, ingen fester, ingen shoppeture, ingenting foruden det allernærmeste og de allernærmeste. Så uhyggeligt overskueligt, grænsende til det kedsommelige alting med ét blev.

Men da verden gik i stå, fik vi tid til at tænke over, hvad der virkelig betyder noget for os. Familien, vennerne, fælles oplevelser, det at være sammen. Måske er frisuren og alle præstationerne alligevel ikke det allervigtigste. Bare vi har hinanden i dag og alle andre dage.

Det er der saltet og lyset kommer ind. Det med at være salt og lys i hinandens liv kan måske i første omgang lyde som noget, vi så også skal til at præstere ved siden af alle de andre målsætninger, vi har. Men det er ikke sådan, det står. Der står ikke: I skal være salt og lys i hinandens liv, men I er salt og lys i hinandens liv. Vi er det allerede, i forvejen. Vi har hele tiden været salt og lys for andre. Det er ikke en præstation.

Uden hinanden, uden at være sammen med nogen, uden et socialt liv bliver livet lige så kønsløst og trist som at spise mad, der ikke er saltet. Saltet trækker smagen frem i vores mad, uden salt bliver alle retter kedelige og ligegyldige. Vi trækker smagen frem i hinandens liv bare ved at være en del af det. Og vi er lyset for hinanden. Vi hjælper hinanden med ikke at falde ned i mørke og dystre tanker bare ved at være sammen, se hinanden, mødes. Vi er lyset i hinandens liv, så vi altid kan finde vej selv på en mørk dag. Vi kan ikke undvære hinanden, familie, venner, bekendte.

Husk det, kære konfirmander, at alting ikke handler at tage sig ud, at præstere, selv at shine. Men om at få andre til at lyse og smage og føle, at livet er godt og det hele værd. I er salt og lys for hinanden. Amen.