1. søndag i fasten. LUX 10. marts 2019

Salmer: 743, 413, 336, 557, 439,1, 848, 862

 

Det kan være lidt for nemt. Lige at sætte lidt over på sin egen konto. Pigen vil jo så gerne have den hest. Og hun kan jo ride. Ret godt endda. Og hun bliver nok bedre nu, med den gode hest. Og så er der lige den gamle Landrover, som man godt nok også kom til at låne lidt til. Nu trænger den faktisk til en udskiftning. Der er ikke en kat, der ser, hvis der lige ryger en lille slat over på en anden konto også. Det kunne også være fedt med den krokodilledam på farmen i Afrika, og hverken dam eller krokodiller er jo gratis. Og krokodillerne skal vi altså passe på, lige så meget som de døve og de synshandikappede.

 

Fristelsen kan blive for stor, og det er som om, at har man ladet sig friste ud på de dunkle stier én gang, så er det nemmere anden gang. Tredje gang går det helt af sig selv, og fjerde har man helt mistet fornemmelsen af, at der overhovedet var en fristelse. Man er simpelthen gået fra et verdensbillede til et andet. Sagen om Anna Britta og Socialstyrelsen er et sindbillede på menneskelig fristelse. Føljetonen er næsten lige så god som eksempelfortælling som Adam og Eva.

 

“Jeg ved ikke, om jeg tror, der findes en Gud, men jeg ved i hvert fald, at der findes en djævel”. Sådan udtalte en af de overlevende fra 2. verdenskrigs koncentrationslejre sig et års tid efter rædslerne.

 

Han vidste det simpelthen. Vidste at djævelen findes. Og ja, man kan vel heller ikke tro på djævelen. Han er per definition en løgner, og løgnere skal man som bekendt ikke sætte sin lid til. Man skal passe på med at drage djævelens eksistens i tvivl. Bilder man sig ind, at fristelsen, løgnen, det onde ikke er til, er man allerede godt på vej ned af fristelsens blindgyde.

 

Jesus bliver fristet i dag. Han er netop blevet døbt. Han er netop blevet kaldt for Guds elskede søn i dåben. Han skal i gang med sin livsopgave som Guds menneskesøn. Han er ikke så svag i troen på Gud, på det gode, at han kan overtales og fristes. Hvad er det egentlig for nogle udfordringer, han bliver stillet overfor? Hvad ligner de i vores liv?

 

Han er selvfølgelig godt sulten efter ikke at have spist i 40 dage. De fleste var nok i hans situation faldet i allerede ved fristelse nr. 1, gør de her sten til brød. Ikke kun på grund af sulten, men også på grund af de tanker, der kan begynde at rumstere i ens baghoved, når man har arbejdet for en sag gennem længere tid, og målet er lige indenfor rækkevidde.

 

Hvad bliver det næste? Nu er jeg nået så langt, hvad skal jeg så bagefter? Er det så det rigtige liv? Hvad nu hvis det er en skuffelse? Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det, når jeg først er så langt? Både jobmuligheder og kærlighedsforhold kan mennesker få en ubændig trang til at ødelægge på målstregen, fordi de stiller nye krav eller giver et liv, man måske inderst inde ikke synes, man har fortjent. Så hellere træde ved siden af, gå af sporet, droppe det hele i sidste øjeblik, så ved man, hvad man har. Almindelig mellemfornøjelse er der aldrig nogen, der er døde af.

 

Jesus lader sig ikke friste. Den her må have været nem for ham. Han tør hver gang give slip på det, han har og kender og give sig i kast med noget nyt. Han er aldrig bange for at tage det sidste skridt ind i det uvisse.

 

Det er så også det, den 2. fristelse går på. Få det overstået. Kast dig ud fra en tinde. Guds engle vil jo bære dig på hænder og fødder. Du er jo alligevel kommet til jorden for at dø. Du ved jo allerede, at Gud redder dig, når døden er overstået. Hvorfor så slå rod, knytte sig til nogen, give sig i kast med noget, sætte sig spor? Det hele ender jo det samme sted.

 

Er det det, det handler om? At komme videre, at få det overstået? Det egentlige liv kommer lige om lidt. Det er der, vi skal hen. Sådan kan mange have det, så man ikke rigtig er til stede, der hvor man er. Mit nærvær kommer, når jeg er færdig med dit og dat og har klaret lige det her og så det næste måske, men så er jeg også klar og fuldt ud til stede.

 

Som mødre og fædre rundt på byens legepladser, der skiftevis først filmer deres gyngende og cyklende børn på mobiltelefonen, så man kan se alt det sjove senere og vise til andre, hvor sjovt det bare var, og dernæst fuldstændig mister nærværet, når Facebook skal tjekkes eller en mail skal besvares midt i gyngeturen. Barnet falder ligesom ind i sig selv der i stativet, som en indgroet vane. For nu forsvandt mor ind i det der stykke knækbrød, hun altid går rundt og taler ind i eller skriver i eller kigger på eller igennem.

 

Verden er lige om lidt. Det rigtige er lige om lidt. Lad os nu få den tur på legeplads overstået. Vi kan alligevel altid se filmen senere. Vi skal videre, så sker der nok noget, når det rigtige liv begynder lige om lidt. Men det rigtige liv er nu her på legepladsen i gyngen.

 

Den 3. fristelse er klassisk. Magt. Du kan tage magten. Hele verden er din med et snuptag, sammen med prestige og det fede liv. Men det er ikke den magt, Gud vil give sig i kast med som menneske. Han er netop blevet et menneske for at omkomme sammen med alle os fristede mennesker. Han er blevet et menneske for at følges med os både ad de snorlige gader og gennem krat og skov. Han skal ikke være konge.

 

Vi er tilbage ved Anna Britta og den store fristelse til at gå efter anseelse, penge og magt uden at sky nogen midler. Den fristelse er nem at falde i for et menneske.

 

Findes djævelen, findes Gud? Hvis man kan have vished om, at djævelen findes, så gid vi kan finde troen, tilliden til det gode, det sande, det glædelige. Gid vi kan finde troen på, at nok falder vi for fristelser somme tider og mister grebet om os selv og vores liv, men næste gang, næste gang, så tager jeg det sidste skridt og kommer i mål, er nærværende, lader begæret efter magt og prestige falde, jeg gør det næste gang. Amen.