1. søndag efter Helligtrekonger - gospelgudstjeneste - 13. januar kl. 12.30 2019 LUX


 

Hvad er et hjem? Hvad vil det sige at være hjemme og føle sig hjemme? I den netop overståede julekalender for mindre børn, når den lille Selma meget sødt frem til, at hjem ikke er det hus, hun bor i, men dem hun bor der sammen med - hendes søster, mor, far og bedstefar. Det er sådan set ligemeget, hvor hun opholder sig i verden, bare hun er sammen med dem, hun elsker.

 

Og globetrotterne fra Mørke, Nina Rasmussen og Hjalte Tin, har fortalt om, hvordan de sørgede for at indrette sig ens hver gang, når de camperede midt i ingenting med deres to små børn på deres rejser rundt i verden i 2CV. Så følte børnene sig hjemme, hver gang de vågnede op et nyt sted. Her er bamsen, her et lampen, her er tøjet. Hver gang det samme. Hjem.

 

Tanken er måske ikke fjern, hvis man selv har flyttet meget rundt i sit liv. Mit hjem er der, hvor jeg gør sådan og sådan og har dit og dat. Hjem kan være mange steder.

 

På den anden side findes der mennesker, der føler sig meget knyttede til at bestemt sted i verden, et hus, en egn, som de ikke kan slippe. Her hører jeg til. Her har jeg mine rødder, her og ingen andre steder.

 

Den nu afdøde svenske dramatiker Ingmar Bergman havde det udpræget sådan. Han hørte til på Färø fra det øjeblik, han satte fod der første gang. Her slog han rødder i i sådan grad, at han efterhånden opkøbte nærmest hele øen og indrettede sig med biograf og pool til sin daglige svømmetur.

 

Så kunne han leve der i fuldstændig, fascinerende regelmæssighed uden al for mange svinkeærinder. Møblerne står stadig i dag, som han efterlod dem, da han døde, og hele stedet er indrettet som Bergmancenter. Som et mindesmærke over en mand, der helst kun foretog indre rejser, der helst var lige her på sin ø. Konerne kunne skifte, de 9 børn kom og gik. Men Ingmar han var utilpas alle andre steder end lige der i huset, på stranden, ved havet.

 

Jesus som 12-årig finder hjem i dag, og det er ikke der, hvor mor er. Han er ikke hjemme sammen med familien. Han er hjemme i templet, i helligdommen, i kirken. Der hvor Gud er.

 

Mange kan have det sådan med kirkerum. Her er man hjemme over hele verden. Her kan man trisse ind og finde den samme stemning i Bern som i Boston. Indretningen er stort set ens. Med stolerækkerne, hvor vi sidder sammen som i en kæmpemæssig båd og under gudstjenesterne stævner ud i retning af alteret, hvor Gud er. Vi er på rejse sammen, samme vej, samme færd ud i verden og livet.

 

I mange danske kirker hænger netop et skib i den del af rummet, som kaldes skibet, for at signalere livsrejse, at vi er på vej sammen, at vi er en del af et fællesskab og af noget større. Vi er afsted, med Gud i vold.

 

Er moderne mennesker mere rodløse end før, nu hvor mange rejser, flytter rundt og skifter job, og det måske er mere ualmindeligt end tidligere at have et bestemt sted, hvor man i særlig grad føler sig hjemme? Det er der nogen, der mener. Måske har de ret. At vi mangler fordybelse, at vi ikke kan finde ro, at vi er et samfund, der generelt lider af adhd og rastløshed.

 

De unge læser lektier og høre musik på samme tid, mens de holder øje med snappen og Instagram. Ingmar Bergman ville have fået et bommesislag, hvis han skulle have været med her. Nok er de hjemme hos deres familie, men livet foregår i et andet netværk, hvor snakken går lystigt, og stemningsbilleder bliver sendt rundt. Nu venter jeg på bussen, nu åbner jeg et skab og finder mine bukser frem, nu skal jeg lige have den her mad her. Vi andre kan have svært ved at forstå, hvori det interessante ligger.

 

Moderne tænkere, som gerne skulle stå for fordybelse og store tanker, taler som Svend Brinkmann helst i smarte overskrifter og punchlines og kan i øvrigt med forbløffende nemhed udtale sig om alle tænkelige emner lige fra flygtninge til flygtighed uden forberedelse. Er vi for hurtige på aftrækkeren somme tider? Sker der for meget omkring os? Er vi aldrig i ro, hjemme, hvor vi hører til?

 

Måske ikke. Måske lever vi i en overfladisk og plat tid. Eller måske er hjemme bare under forandring. Når vi synes, vores unge mennesker mangler nærvær og ro, har de måske bare nærværet et andet sted også - udover det fysiske, sammen med vennerne i et fællesskab på de sociale medier, hvor vi andre ikke er helt så mange af døgnets timer. De siger som Jesus i templet: “Hvorfor leder I efter mig, ved I ikke, at jeg bør være her i Cyperspace, hvor mine venner er?” Måske er vi voksne for hurtige, når vi dømmer de nye former for fællesskaber og de muligheder, der ligger i dem. Måske er vi bare urolige som en anden Maria, over at vore børn vælger en anden vej, end den vi selv kender.

 

Hvor er vi hjemme? Hvor føler vi os hjemme? Sammen med dem vi elsker, ja, når vi er en del af et fællesskab, ja, når vi lever så godt, som vi kan og tænker så godt, som vi kan og udfolder os, så godt som vi kan, da føler vi os hjemme i vores liv, når vi tager det på os. Amen.