3. s. e. H3K. 27. januar kl. 12.30 2019 Lux

Salmer: 745, 7, 52, 800, 439,1, 848, 87

 

Noget af det værste ved at være en uforberedt, dårlig eller ikke særlig skrap eller karismatisk lærer er, at børnene ikke gør, som man siger. De bliver bare ved med at larme, selvom man siger: Nu skal I altså være stille. De bliver ved med at vende sig om til dem, der sidder bagved, gå rundt eller spise, selvom læreren siger, at det må de altså godt nok ikke ret gerne. De gør det bare alligevel. Det er så frustrerende ikke at have ordet i sin magt.

 

Gør dit, og de gør omgående dat. Gå derhen, og de går ganske sikkert den modsatte vej. Nej, der er ikke noget at sige til, at lærere går ned med stress eller har mange sygedage nogle steder. Det kan være direkte angstprovokerende at tænke på, hvad sådan en bande baryler kan finde på, hvis de blev onde nok og fandt på at slå sig sammen. De kunne da nemt ordne sådan en lille lærer, eller den mest irriterende af de andre elever for den sags skyld. Magtesløsheden som lærer kan være ubærlig.

 

Og ja, når flokken, der burde være under kommando, ikke gør, som lederen af flokken siger, så er det, der kommer ballade. Det gælder både i familier, skoleklasser, arbejdspladser og i nationer. Mon ikke Macron somme tider ligger vågen og ikke kan få de gule veste til at gå væk fra nethinden?  Mon ikke Theresa May ind i mellem står og sparker til døren i Downing Street nummer 10, inden hun lukker den op, møder folket og prøver at se overskudsagtig ud? Så gør dog, som jeg siger for dælen. Jeg ved jo bedst. Men folk, de gør bare, som det passer dem. Det er til at blive vanvittig af.

 

Vi er nok egentlig i bund og grund vant til, at vi har styr på vores liv. Vi er jo ret selvkørende som moderne mennesker. Det er bare så frustrerende ikke altid at kunne styre rundt med andre med samme held, som man sådan nogenlunde kan styre rundt med sig selv.

 

Det værste er, hvis man bliver syg, sådan rigtig syg, eller hvis ens nærmeste bliver syge eller dør. Eller hvis man bliver fyret eller skilt. Man har ingen magt over situationen. Hvor skal man gå hen med sin afmagt?

 

Det er sådan officeren har det. Egentlig er han som type helt moderne. Han er vant til at have styr på geledderne, og det har han så nu overhovedet ikke. Magten er helt løbet ham af hænde, og han ved ikke, hvilke midler han skal ty til for at overkomme situationen. Han kan sige “Gå” til sygdommen hundrede gange, og den rokker sig ikke ud af flækken. Tjeneren bliver ved med at være hundesyg. Hvad blev der af de magtfulde ord? De virker ikke det mindste.

 

Han går hen til Jesus, som han har hørt noget om. Det er det sidste halmstrå. Det må være et temmelig stort et skridt at tage for sådan en romersk officer, der er vant til at have kontrol over situationen. Han afslører sin fuldstændige uformåenhed overfor jøden, Jesus, hvis land han har besat. Jeg kan overhovedet ingenting, jeg er en slatten, uværdig, uformående tåbe. Han synker virkelig dybt. Han har helt mistet taget på tilværelsen. Han forstår ingenting mere. Han har kun tro og tvivl tilbage. Fortvivlelse.

 

Det er nemmere med den spedalske. Han er lost case i forvejen. Ingen gider have noget med ham at gøre alligevel. Han har syndet, gjort et eller andet, han skulle have ladet være med, siden han er blevet syg. Det var man sikker på. Han falder ikke så dybt, når han kaster sig ned for Jesus. Han ligger allerede i slammet og er ulækker.

 

Egentlig har vi det på samme måde i dag med sygdomme. Det er vores egen skyld, at vi får dem. På den måde er den spedalskes situation, ligesom officerens, heller ikke fremmed for os. Skylden kommer som et ekstra lag dårligdom ovenpå selve lidelsen. Det var også al den stress på arbejdet, jeg blev så syg af, eller min klamme rygning eller for meget alkohol og for lidt motion. Man finder årsagen til lidelserne hos sig selv. Det er min egen skyld, at jeg er endt i den her miserere. Jeg kunne bare have levet efter forskrifterne og lyttet til rådene.


 

Officeren er langt ude. Det er den spedalske også. De er i deres afmagts vold. Og inden for rammerne af fortællingen går de til Jesus med deres afmægtighed over for tilværelsen. Jeg kan ikke mere. Jeg er nået til grænsen af min formåenhed. Jeg kæmper troens strid.

 

Og er det ikke også det vi gør somme tider? Mon ikke den frustrerede lærer somme tider sender en lille afmægtig bøn afsted inden mødet med 6.a eller 5.b eller hvilken klasse det nu er, der driller? Mon ikke den syge, den fraskilte, den sørgende ind i mellem anråber Gud? Nogen gør. Kæmper mellem tro og fortvivlelse. Men hjælper det?

 

Det er ikke ligefrem hverdagserfaringen, at ens dødssyge ven bliver rask, selvom man beder nok så heftigt. Hvordan kan det være, at officerens ord alligevel ender med at være magtfulde nok til at overbevise Jesus om at hjælpe, når vi andre så ofte er ladt i stikken med vores lidelse, skyld, frustration og afmægtighed? Hvad skal vi forstå med den her fortælling?

 

Måske det her ikke handler så meget om, at den spedalske og officerens tjener bliver raske, som at de i erkendelsen af egen afmagt, i anråbelsen af styrke udefra bliver i stand til at sætte den ene fod foran den anden igen. Her tag min magtesløshed, min fortvivlelse, bær den sammen med mig, så jeg ikke skal være så alene om byrden. Løft livet sammen med mig. Jeg kan ikke selv. I den absurde, stridende tro, der ligger i den erkendelse, findes styrken til at tage livtag med tilværelsen igen. Amen.