4. søndag efter H3K-Kl. 17.00 LUX 3. februar 2019

Salmer: 15, 392, 29, 754, 439,1, 752,4-5, 787

 

I dag har konfirmanderne haft om, hvordan en gudstjeneste er bygget op. Når man efterhånden har deltaget i en del gudstjenester, må det være på tide at få en form for forståelse for, hvordan sådan en er skruet sammen.

 

Opbygningen er nemlig ingenlunde tilfældig. Den danske gudstjenesteform ligner andre protestantiske og også den katolske. Nogle af leddene kan spores helt tilbage til den første kirkes tid. Og så er der alligevel store forskelle mellem de kristne kirker.

 

I Danmark har vi en stærk salmetraditionen. Vi synger budskabet ind gennem temmelig nuancerede tekster. I andre lande synger man typisk sådan mere slogan agtige hymner: Ave Maria eller Kristus er opstanden eller sådan noget, som så gentages ret mange gange. De danske salmer er et skatkammer af poesi og digtekunst. Og der bliver stadig skrevet salmer. Man kan endda tale om en optur i disse år for salmedigtning. Også melodierne bliver der kælet for, når man får komponister som Bent Fabricius Bjerre til at skrive dem.

 

Når den danske salmetradition er så stærk, så skyldes det, at danskerne ved reformationen i 1500-tallet tog Luther på ordet, når han mente, at menigheden tilegner sig budskabet i højere grad ved selv at synge det, fremfor at man blot sidder og lytter til præstens ord og læsningerne fra Bibelen. Salmeteksterne kan både give mulighed for, at en bestemt sag eller et tema, bliver belyst fra andre sider, end præsten gør gennem prædikenen, og de kan understrege pointerne, som præsten vil have frem.

 

Man begynder gerne en gudstjeneste ved at slå dagens tema an både i valget af salmer og indledende bøn. Teksterne, som læses fra Bibelen, ligger derimod fast på forhånd, og så er det præstens opgave, at hive de temaer frem af de gamle tekster, som han eller hun finder relevante.

 

Den tid på året, som vi befinder os i nu, er Helligtrekongerstid. Helligtrekongerstiden kaldes også for epifanitid eller åbenbaringstid på dansk. Her drejer fortællingerne sig om at få styr på, hvad der var for et barn, der blev født i Betlehem julenat. De belyser fra forskellige sider, hvad han var, og hvad han kunne. I dag får vi en fortælling at høre, som handler om Jesu nærvær i livets storme - eller fravær måske, for han sover jo rent faktisk meget af tiden.

 

Valget tekster som læses fra Det gamle og Det nye Testamente under gudstjenesterne går langt tilbage. Man har fra oldkirkens tid bestemt sig for, hvordan temaerne skulle strømme gennem kirkeåret. Når man fra den første kirkes tid hørte fortællingen om stormen på søen, har man sikkert udlagt den som en forvisning om, at nok havde Jesus forladt denne verden, men han var med os endnu med sit åndelige nærvær, selvom man ikke altid bemærkede ham.

 

Man må påkalde ham først. Det var det man gjorde - og stadig gør - når man mødes til gudstjeneste, påkalder de guddommelige kræfter, at de må være med os på vores færd gennem livets sommetider høje bølger og vilde vande. Man vækker Gud, når man holder gudstjeneste. Kom og vær med os her, så vi ikke drukner i bekymringer og sorger. Giv os klarhed over vores liv. Hjælp os på rette vej, så vi ikke fare vild i de farlige vande, som til tider truer og slår os ud af kurs.

 

Nadveren, efter prædikenen, står som en rest af det helt og aldeles kultagtige og irrationelle i gudstjenesten. Kristendommen er på mange måde en religion, der tager fornuften i hånden. Den er fuld af gode ideer til sjælero i det indre og fællesskab i det ydre med sin stærke pointering af kærlighedsbuddet som livets midte og grundlag.

 

Men nadveren, altergangen er mere mystisk. Det giver ikke mening, at et lille latterligt forsøg på at være et stykke brød, er Jesu legeme, og en lille smule portvin er hans blod. Hvad er det da også for en kannibalisme, vi har med at gøre her? Der er ikke noget at sige til, at man som konfirmand kan have svært ved at holde masken.

 

Altergangen er den fuldstændige sammensmeltning med Gud. Vi bliver ét med ham. Billedlig talt. Vi indtager ham. Det er egentlig ret primitivt. Men samtidig en meget stærk religiøs handling. Man smelter sammen med sin Gud, man giver ham plads i sit liv, lader ham styrke sig og efterlader samtidig alt det, der nager og bekymrer der på alteret hos Gud. Man bytter. Han får bekymringerne, så vi kan gå frie og ubekymrede tilbage på vores pladser og ud i livet igen. Hvilket herligt bytte.

 

Den danske gudstjenesteform har en ret skræmmende vekslen mellem at stå eller sidde. Man føler sig virkelig kikset, når man enten bliver siddende, mens de andre står, eller bliver stående, når de andre forlængst er kommet ned at sidde igen. Det afgørende i gudstjenesten er nu ikke, om man kan sidde og stå på de rette tidspunkter. Men en gylden regel er, at hver gang præsten vender sig om med en sort bog i hånden, så er det på tide at komme op og stå. For så skal der læses fra Bibelen, og man står op i respekt for de bibelske tekster i dansk sammenhæng.

 

Det er ret beset også en bibeltekst, der lyder, når der - som optakt til nadveren - fortælles om den sidste aften, Jesus levede. Så der står man også. Ligesom man gør under Trosbekendelse og velsignelse.

 

Med velsignelsen, med Guds anerkendelse og tilgivelse, godkendelse og omfavnelse, forlader man kirken igen. Forhåbentlig gladere eller i hvert fald mere afklaret, end man kom ind. Det er målet med at komme til gudstjeneste. Amen