Fastelavns søndag 3. marts. 2019 kl. 12.00. LUX

Salmer: Den blå anemone, 70, 69, 674, 439,1, 752,4-5, 721

 

I dag er mange børn klædt ud. Små prinsesser og superhelte drysser rundt i gaderne i hvert fald i Danmark. Det er fastelavns søndag eller karneval. Det betyder farvel til kød. I Latinamerika og flere steder i Sydeuropa dannes der hele optog med farvestrålende donnaer og sambarytmer. Der skal festes og spises igennem. Det er gammel skik før fasteperioden. Man skal ikke gå sulten til 40 dages spægen sit skin.

 

Protestanter faster nu gennemgående ikke. Hos os er det overbevisningen, at man tænker på mad hele tiden, når man ikke må få noget. Når man sulter sig, så får man mad på hjernen. Og det er Gud, man skal have på hjernen i fastetiden, og livet og medmennesket. Fastetid er eftertankens tid. Men fastelavnsbollerne vil vi trods alt ikke gå glip af, heller ikke selvom vi ikke skal til at faste.

 

Det med maskeraden kom sig af, at det var noget af det mest festlige og farverige, man kunne forestille sig før i tiden. Når der rigtig skal være fest, skal man klæde sig ud og lege teater. Man skal være en anden. Det er spændende, at man ikke helt ved, hvem man taler med der i køen med mjøden ved fastelavnstønden, om det er ens egen mand eller naboens.

 

I gamle dage var fastelavn en voksenfest med maskerede voksne. Det gjorde det lidt mere tilladt end til dagligt at træde ved siden af normen og skeje ud. Ja, sådan har børnene det vel også når, de er klædt ud. “Nu er jeg bare sådan en sød lille barbapappa eller en ond dræberrobot”. Man kan få lov til at skifte identitet for en dag.

 

Også Gud klæder sig ud og skifter identitet i dag. Han tager et menneskes skikkelse på sig. Han kalder Jesus for sin søn. Gud bliver til som en jordisk person i dag. Og han kan lide sin menneskeudgave, får vi at vide, den udklædte guddom.

 

Johannes fatter det ikke rigtigt. Sådan plejer det ikke at være. En hærfører lægger sig ikke ned i skyttegraven sammen med sine soldater. En fodboldtræner laver ikke 60 armbøjninger sammen med spillerne. En skolelærer skriver ikke en stil. Men det gør Gud åbenbart pludselig, lader sig døbe som et splittet menneske.

 

Hvad filan er det, der foregår? Johannes bliver sat ud af spillet. Han døber sig ud af sit eget job som Døber. Efter den her dåb har han ikke mere at foretage sig. Fra nu af gælder den kristne dåb, Jesu dåb, Åndens dåb. Johannes dåb er forældet, udlevet. Det Gamle Testamente bliver ikke længere. En ny historie kan begynde i Det Nye. Johannes tid er forbi. Han var en overgangsfigur. For nu har Gud forladt sin himmel.

 

Johannes prøver ellers at holde den gående, så længe han kan. Jeg skal døbes af dig. Jeg er den lille, du er den store. Jeg er mennesket, du er udsendingen fra Gud. Men Jesus vil døbes. Han vil klædes ud som menneske fuldt og helt. Han vil have omvendelsens dåb. Han vil iklæde sig ufuldkommenhed, selvom han per definition er fuldkommen. Han vil lade sig rense, selvom han er helt ren. For han vil kaldes Guds søn, som et menneske. Han skal være et menneske, når Gud kalder ham sin søn. Gud skal være lige med os. Vi skal lytte til ham nu. Hvad er det han vil sige os?

 

Der er jævnlig polemik om identitet. For tiden kan man f.eks. have 98 forskellige køn. Man kan skifte køn næsten så let som ingenting. Det gælder om at finde sig til rette, at føle sig fri til at være sig selv, at turde vise, hvordan man rigtig er, man skal ikke bruge maske, siger man.

 

Men er der egentlig noget i vejen med det? Er det ikke tværtimod en styrke ved at menneske, at det, om jeg så må sige, kan stikke fingeren i jorden og fornemme, at det ikke altid er en god idé at bevæge sig ud i sociale sammenhænge i kaninkostume f.eks., selvom man synes, det sidder så godt. Er det ikke en fordel at kunne ændre sig lidt, skifte sin identitet en smule fra den ene situation til den næste? Giver man ikke sig selv nogle flere muligheder i livet, hvis man tør tage en anden maske på somme tider?

 

Gud tog en menneskemaske på for at hjælpe os, for at være sammen med os her i vores liv. Ellers kunne han ikke på en tydelig måde vise os sin kærlighed. Og vi får den alle tilsagt i dåben: Du er mit barn, i dig har jeg velbehag, du må gerne sige noget her i verden, lytte til andre, være her og skifte identitet ligeså tosset du vil. Du kan være, hvem du vil. Guds kærligheden går ikke væk, lige meget hvilken del af dig selv du viser frem.

 

Selv Gud legede med for en stund for at vise os sin accept af vores liv.

 

Men han ville mere end det. Han ville tage os med videre. Han ville tage os med til den næste maskerade også. Han døde og opstod for at vise os, at festen ikke slutter her, den fortsætter. God lod sig døbe, lod sig klæde ud som et menneske, for at vise os, at der er meget mere at forvandle sig til her i eksistensen - også for os. Amen.