Vores Kirke

Kirken i Medingen

Det fleste gudstjenester og kirkelige handlinger finder sted i 

Donatuskirken i Medingen / Église Saint-Donat de Medingen
23, rue de la Chapelle
L-5328 Medingen

Kirken blev indviet af den danske menighed i juni 2022. Den lille imtime kirke er venligst udlejet af den Katolske Kirke i Luxembourg mod, at den får lov at bruge kirken tre gange om året. 

Overfor kirken ligger et kulturhus, som vi også har lov til at bruge. Stedet som helhed giver vores kirke, menighed og danske koloni helt nye muligheder for at samles.

Kirkens Fane

I kirken modtog vi i marts 2023 en smuk fane af med dertilhørende fod, fanestang samt andet tilbehør af Danmarks Samfundet. Det er vi meget taknemmelige for. Fanen blev indvieet ved et højtideligt ritual, som er foreskrevet af Danmarks Samfundet, bl.a. blev slået søm i fanestangen. læs mere om Danmarks Samfundet her

Sankt Donatus har lagt navn til kirken

I kirkens sakristi står en statue af Sankt Donatus, som er skytshelgen for kirken i Medingen. Den kan blive båret ind i kirken, når vores katolske udlejere bruger rummet. Det er netop en af de store forskelle mellem katolikker og protestanter, at vi ikke tilbeder helgener. Så selvom en protestantisk kirke fra katolsk tid kan være opkaldt efter f.eks. Vor Frue, så er der ikke særlige Mariastatuer eller Mariaaltre i kirken længere.

Historien om Donatus

Man fandt i 1646 jordiske rester af en ukendt person i katakomberne i Sant-Agnese fuori le mura i Rom. På graven blev det beskrevet som "fra den hellige martyr Donatus".

Ifølge legenden blev Donatus født i Rom i slutningen af det 2. århundrede, hans far var Faustus og hans mor Flaminia. Han gik ind i den romerske hær som 17-årig og blev senere leder af en legion, der blev omringet i et slag mod de germanske stammer (omkring 166 e.Kr.).

Situationen forværredes dag for dag, drikkevandet blev en mangelvare, romerne bad til deres guder, men der skete ikke noget. Til sidst bad Donatus som overbevist kristen til Gud, hvorefter det begyndte at regne. De germanske stammer blev fordrevet af storm og uvejr, og romerne vendte sejrrigt hjem.

Donatus takkede Gud og lovede kun at tjene ham i fremtiden og aldrig at gifte sig. Kejseren gjorde ham til chef for sin livgarde. Desuden skulle Donatus gifte sig med kejserens barnebarn Alexandria, hvilket han nægtede at gøre på grund af sit løfte. Han blev derfor udstillet som kristen, dømt til døden og henrettet.

Begivenhederne under de markomanniske krige* omkring det såkaldte regnmirakel er historisk bevidnede, mens det planlagte ægteskab med kejserens barnebarn udelukkende hører til blandt de hellige legender.

Resterne blev i 1652 doneret til jesuitter-kollegiets kirke i Münstereifel - i dag Bad Münstereifel. Den silende regn blev til strålende solskin, da de nærmede sig. Der blev holdt messe i Sankt Martinskirken i Euskirchen på dagen for overførslen, hvor lynet slog ned i kirken og sårede præsten alvorligt. Han bad Donatus om hjælp og blev fuldstændig helbredt.

Siden da er Donatus blevet betragtet som en vejrhelgen og i området omkring Köln og i Eifel som medlem af "Legio fulminata", eller "lyn-bekæmperne". Han bliver også ofte tilbedt i det Niederösterreich (en delstat i Østrig). Donatus' store tilbedelse i Luxembourg afspejles også i det faktum, at luxembourgske emigranter grundlagde en by i Iowa (USA), der hedder St. Donatus.

I Luxembourg findes resterne af helgenen i sognekirken i Pintsch (et sogn i Wiltz). (Sognekirken i Pintsch er moderkirke for det store sogn, som interessant nok bærer navnet Kiischpelt, et gammelt germansk udtryk for Kirchspiel, som er blevet forvansket til Kiischpelt og betegner en gruppe af landsbyer).

_{* De markomanniske krige begyndte i 166 e.Kr. da markomannerne (et germansk folkeslag, som levede i egnen omkring floden Main i det nordlige Bayern i den centrale del af nutidens Tyskland) trængte gennem forsvarsværkene ved Vindobona og Carnuntum gik over grænsen mellem provinserne Pannonien og Noricum og hærgede Flavia Solva. Forbundet blev først stoppet lige før Aquileia ved Adriaterhavet. Krigene varede til Marcus Aurelius' død i 180 e.Kr., hvor efter han søn Commodius indgik en fred, som bragte markomannerne tilbage under romersk kontrol. Freden var kun en begrænset succes for Rom. Donau forblev romersk grænse i nord indtil Romerriget gik endeligt under.}

_{Kilde: Ökumenisches Heiligenlexikon samt Wikipedia}